Grundlovsstævne i Kibæk Krydsfelt

Grundlovsstævne i Kibæk Krydsfelt af Jørgen D. Vestergaard

 

For 7. gang afholdt Kibæk Idrætsforening gymnastikstævne på grundlovsdag, som på grund af silende regn, lyn og torden var flyttet ind i Kibæk Krydsfelt. Denne demokratiets højtidsdag blev fejret med en sand fest med glade, springende, syngende og dansende gymnaster fra nær og fjern.

Fra Kibæk Fotoklub var David, Keld og Jørgen på pletten med kameraerne på high-speed.

Grundlovsstævne i Kibæk Krydsfelt af David Hoppípolla

Personligt syntes jeg gymnastik er enormt svær at fotografere, og det gøres ekstra svært ved at foregå i relativt dårligt hal-lys samt have begrænset bevægelsesfrihed på grund af tilskuerpladser, gymnastikredskaber og gymnasternes gulvplads. Hvordan bevæger gymnasterne sig, så man kan få den bedste vinkel?

Med hal-lyset (altså mangel på lys) bliver det enten 1) lange lukkertider og dermed slørede bevægelser 2) lille blændetal og dermed lille dybdeskarphed eller 3) høj ISO med deraffølgende billedstøj. Så, hvis du har en stor gruppe gymnaster som bevæger sig relativt hurtigt foran dig, er dine muligheder begrænsede.

Alle tre indstillingsmuligheder spiller sammen og udgør den samlede eksponering af hvert enkelt billede.

Du kan bruge en lang lukkertid til bevidst at sløre bevægelser, for eksempel ved at panorere med en løbende gymnast eller lade springende personer blive slørede. Du kan også bruge et lille blændetal til at isolere en gymnast mod en sløret baggrund. Hvis du ikke ønsker nogle af disse muligheder er der ISO tilbage, som du kan indstille til højere værdier, eks ISO 4000 eller 6400. Dermed må du acceptere, at der kommer mere billedstøj, men det er måske det bedste alternativ i situationen. Det kan kun du afgøre. Dagens billeder blev lavet med op til ISO 12800.

 

Grundlovsstævne i Kibæk Krydsfelt af Jørgen D. Vestergaard

 

Del artiklen