Riddere i fuld rustning der udkæmper slag på liv og død hører ikke kun middelalderen til. Kibæk Fotoklub var inviteret med til træning hos HanseTropperne, som er én af flere sportsklubber, der dyrker fuldkontakt middelalderkampsport. Holdet, som denne aften udgjordes af 9 mænd alle iført tunge rustninger og bevæbnede med økser og sværd i rigelige mængder, består af kæmpere fra alle hjørner af kongeriget dog flest fra Herning og Vejle områderne. Våbnene var ikke skarpe, men ellers så alt ud til at kunne stamme direkte fra et rigtigt slag i middelalderen hvor ære, konge og fædreland var værd at kæmpe og dø for. Heldigvis var der ingen døde eller skadede denne aften.
Lad det være sagt med det samme. Der blev gået til stålet og lagt vægt bag slagene så det drønede. Rustningerne fik nok et par buler ekstra, men da slaget var slut og rustningerne kom af, var alle kæmpere de bedste venner og hyggede og slappede af på en herlig sommeraften.
Fotomæssigt var det ren luksus at deltage i et så anderledes og spændende arrangement. Vi kunne frit bevæge os rundt om de kæmpende mænd (og stadig føle os relativt sikre trods klingende stål), og efter den ordinære træning stillede ridderne op til fotografering, hvor det var muligt for alle at få endnu flere rigtig gode billeder.
For at tilsætte ekstra stemning, var røgmaskine varmet op og blev flittigt brugt aftenen igennem. Røg er en relativ let måde at skabe yderligere atmosfære og man kan yderligere forstærke lys-effekten ved at lyse røgen op bagfra. Farvefiltre er meget effektive i forbindelse med røg, så det er bare at være kreativ og eksperimentere løs.
Da middelalderkampsport er en sport som så mange andre, afholdes der naturligvis også danmarksmesterskaber og intenationale turneringer og mesterskaber. HanseTropperne er dobbelte danmarksmestre i flere discipliner, og de træner hårdt på at lave hattrick til DM på Spøttrup Borg som afholdes 27-28. juli i forbindelse med Bispens Marked.
De forskellige klubber er samlet under Dansk Middelalderkampsport (DMKS), som står for det danske landshold hvor der indgår kæmpere fra mange klubber, og HanseTropperne er stærkt repræsenteret.
Læs mere om Dansk Middelalderkampsport her.
HanseTropperne kan findes på facebook her hvor du kan læse mere om klubben og hvordan du bliver middelalderkæmper. Du er også velkommen til at kontakte HanseTropperne på email hansetropperne@gmail.com.
Tak til HanseTropperne for en fantastisk aften, som vi meget gerne gentager.
Ovenstående tekst er skrevet med hjælp fra Kenneth Nordklint fra HanseTropperne.