Når mørket falder på
Skovsnogen – Deep Forest Artland mellem Skarrild og Sønder Omme er et rigtigt spændende sted. Ved dagslys er der rart og indbydende, men lad dig ikke snyde – Når mørket falder på forvandles de sødeste piger til blodtørstige væsner.
En klubaften i august omdannede Kibæk Fotoklub Skovsnogen til et fuldt udstyret foto-setup, hvor vi slæbte det helt store udstyr med ud i skoven for at lave billeder langt ud over det sædvanlige. Temaet var gys.
Visionen var at bruge en model sminket og udklædt til temaet og dertil masser af effekter for at opnå det ønskede gys. Uhyggen skulle gerne få hårene til at rejse sig på tilskueren. Effekterne var blandt andet røg fra en røgmaskine og blitze med påmonterede farvefiltre. Vi har tidligere anvendt røg, og det er perfekt til at give stemning i et billede, især hvis man belyser røgen bagfra og man får endnu mere stemning hvis det er farvet lys.
Blitzene blev styret af en trigger, som passer på alle kameramærker med en standard blitz-sko. Triggeren gik på omgang, og alle fik nogle flotte billeder med hjem, uanset kameramærke.
Sminke og rekvisitter
Amanda Petersen var vores model, og hun gjorde det helt forrygende godt, godt hjulpet af Lotte, vores make-up artist, som havde lagt den mest fantastiske make-up og fundet kostumer som virkelig byggede stemningen op. I løbet af et par timer blev Amanda forvandlet fra en smuk pige til et blodtørstigt monster. Undervejs blev make-up og kostume ændret flere gange, så udtrykket skiftede og gav variation i billederne.
Når man derudover tilføjer rekvisitter i form af masser af stearinlys, en stor økse og en lille bamse, får billederne lige et lag mere, og de bliver endnu mere interessante at se på.
De forbipasserende fik sig noget af et syn, men kunne gå sikkert forbi.
Masser af hygge
Der blev lavet billeder til efter solnedgang, og udstyret blev samlet sammen i lys fra de medbragte lygter. Efter oprydning blev aftenen afsluttet med medbragt kaffe og kage, og der blev hygget lige så meget som der tidligere blev fotograferet. En hurtig evaluering af dagen indikerede, at det kan vi godt gøre igen. Ud over at være enormt sjovt udvikler sådan et arrangement os som fotografer, og der blev prøvet nye metoder og teknikker i stor stil. En opstilling som denne er svær at realisere hvis man er alene, men fordi vi hjælper hinanden med alt fra udstyr til teknisk viden og kreative ideer, lykkes det.
Læs mere om Skovsnogen her.
Se de mange flotte billeder her: