Klubaften på Kibæk Mølle

Kibæk Mølle af Inga Nielsen

I Kibæk Fotoklub kan det meste lade sig gøre. Som for eksempel da det til seneste planlægningsaften blev foreslået at holde en klubaften i Kibæks historiske mølle. Ingrid har kontakter til møllelauget, og vupti var det arrangeret.  Det er sådan noget, som kan lade sig gøre, når nogen kender nogen. Alt var helt legalt og efter alle tænkelige retningslinjer og med aftalt afregning. Men det at vi samarbejder om at udklække ideerne og dernæst gennemføre dem, er en enorm styrke i vores fotoklub.

Kibæk Mølle af Sonja Mortensen

Ingrid startede aftenen med at fortælle om møllens historie, som går tilbage til 1400-tallet hvor den i 1466 omtales i en opgørelse over statens ejendomme. Og det er ikke småting, som stedet har dannet ramme om i årenes løb. Historier om mord og begravede skatte i og omkring møllen kunne nok få de små hår i nakken til at rejse sig. Møllen som den står i dag er dog ikke helt så gammel, idet de nuværende bygninger er fra 1830, hvor de blev opført efter en omfattende brand.

I dag ejes møllen af Kibæk Møllelaug, som købte møllen i 1995 af enken efter den sidste møller.

Fotomæssigt benyttede mange sig af muligheden for at gå på opdagelse i den spændende bygning og blandt de gamle maskiner og apparater, som stadig vidner om produktion af mel.

Der blev lavet masser af billeder. Nogle gik tæt på detaljerne og andre lavede billeder med lange lukkertider. Andre legede med blitze og farvefiltre eller lavede billeder af nogle af de større apparater og områder.

Det er dejligt og enormt inspirerende at se den store kreativitet og forskellighed, som udfolder sig, når en flok amatørfotografer slår sig løs.

Aftenen sluttede med kaffe og Ingrids lækre hjemmebagte boller – Tak for det.

Se, det var endnu en god aften i fotoklubben.

Læs mere om Kibæk Mølle her.

 

Del artiklen