Gruppefoto kan være skræmmende (men ikke hvis du følger disse råd)

Gruppefoto med Martin Skov Jakobsen af Martin Skov Jakobsen

At lave flotte billeder af en menneskegruppe kan være en stor fotografisk udfordring, men Martin Skov Jakobsen fra Grindsted kan faget, og han delte beredvilligt ud af sin enorme viden og erfaring, da han gæstede en klubaften i Kibæk Fotoklub.

Om Martin

Martin er et kendt ansigt for mange fotografer i Kibæk og omegn, da han gennem 21 år har solgt masser af kameragrej som fotograf i Photocare i Herning. Ud over at være uddannet fotograf og arbejde i en fotoforretning har unge mennesker fyldt meget i Martins liv. Han har tidligere arbejdet for UngHerning og i dag er Martin en del af headspace billund.

Foto fylder derfor mindre for Martin nu end tidligere, men at han kan faget til fingerspidserne blev alle 19 deltagere forvisset om.

Gruppefoto med Martin Skov Jakobsen af Jørgen D. Vestergaard

Det starter med holdning – Din holdning

Det hele starter med fotografens holdning til de mennesker, som står foran kameraet. Du skal møde mennesker hvor de er, i livet og i situationen. Uden den indgangsvinkel får du svært ved at få deres tillid, og uden tillid får du med garanti ikke de gode billeder på kortet.

Du er også nød til at have styr på din basisteknik, så du ikke står og fumler med blænde, lukkertid og ISO. Teknikken skal sidde på rygraden, så du udstråler sikkerhed, når du står foran gruppen. Hvis du virker som en professionel, slapper folk omkring dig mere af, og du er allerede tættere på målet – At skabe flotte billeder, som din kunde bliver glad for, uanset om det er et betalt job, filantropi eller en vennetjeneste.

Hvad med teknikken

Du får størst kontrol med manuel eksponering. Så sæt kameraet på M.

Dernæst vælger du et blændetal som er højt nok, til at alle i gruppen er skarpe i billedet. Det kan typisk være blænde 8 eller 10. Hvis gruppen er stor, eller hvis der er stor afstand mellem den forreste og den bageste person, bør du fokusere ca midt i gruppen.

Lukkertiden indstilles, så du får belyst baggrunden, som du ønsker. Det er den måde du inddrager omgivelser og miljø på. Husk at miljø kan være en meget vigtig ingrediens i det færdige billede.

Gruppeportræt med Martin Skov Jakobsen af Peder P. Pedersen

Stil helst kameraet på et stativ, så du ikke selv forårsager rystede billeder. Stativet giver dig også mere ro til at lægge mærke til detaljer hos personerne. Men husk, at hvis du bruger meget lange lukkertider, vil selv den mindste bevægelse hos dine modeller få dem til at virke slørede i billedet selv om du bruger stativ. Du kan opnå kortere lukkertider ved at vælge en højere ISO-værdi, men vælg en kombination af lukkertid og ISO, hvor du vælger den laveste ISO og en lukkertid, som du er tryg ved ikke giver bevægelsesslørede billeder.

Du indstiller højden af stativet, så kameraet er i brysthøjde med modellerne. Hvis ikke du bruger stativ, må du gå lidt ned i knæene, når du laver billedet.

Som udgangspunkt bør du vælge en brændvidde over 70mm. Jo længere brændvidde jo længere skal du stå fra gruppen. Men hvis du står i en lille stue, må du bruge den brændvidde, du har plads til. Her kommer et standard zoom-objektiv som en kær ven, og for eksempel 24-70mm kan være et glimrende valg. Det kan også være at gruppen er stor, så du med et (eksempelvis) 100mm objektiv kommer så langt væk, at du ikke kan kommunikere med personerne. Her vælger du et objektiv, som lader dig have hele gruppen i billedet, og tillader at du kommunikerer med dem.

Læs eventuelt mere om eksponering i artiklen “Den kreative trekant – Blænde, lukkertid, ISO“.

Eksponeringstrekanten af Jørgen D. Vestergaard

Tænd lyset

Lys skal der til, for at vi kan lave billeder, og du bør seriøst overveje at medbringe dit eget lys. Lys giver dig langt mere kontrol, og du får mulighed for at separere din baggrund fra menneskene i gruppen. Du skal bruge to blitze på stativer og du skal kunne udløse dem trådløst. Placer en blitz foran og ud til hver side af gruppen og indstil lysstyrken, til du får gruppen oplyst, som du ønsker.

Ved større grupper kan du sagtens vælge at begge dine flash giver lige meget lys, men er din gruppe lidt mindre kan du med fordel lade den ene blitz lyse lidt kraftigere end den anden, så personerne bliver lidt lysere på den ene side end på den anden. Det giver skygger og forstærker dimensionerne i billedet.

Profoto

En enkelt blitz monteret på kameraet giver dig et fladt billede med lige meget lys/skygge på højre og venstre side af personerne.

Hvis gruppen skal stå udenfor, så find allerhelst et område med skygge. Skygge giver dig større mulighed for at kontrollere lyset, og personerne behøver ikke at stå og misse med øjnene op mod solen. Skygge er din ven.

Martins lysudstyr koster på den forkerte side af 25.000 kr (to stk Profoto batteridrevne blitze med stativer og softbokse) , men du kan komme meget langt ved at investere 3.000-5.000 kr i et par mindre uoriginale blitze (som ex. Godox). Lysstyrken er naturligvis ikke den samme i det billige system som i det meget dyrere, og du får måske heller ikke alle specialistfunktioner med for den lave pris. Men du får mulighed for at lave langt flere og flottere billeder end hvis du udelukkende er afhængig af lys fra solen.

Praktiske ideer til et flot gruppeportræt

Undervejs i den første del af aftenen viste Martin masser af billeder, som han har lavet af forskellige grupper i mange forskellige sammenhænge. Billederne blev krydrede med en sand strøm af tips og tricks, som er oparbejdet gennem mange års arbejde med at skabe flotte gruppebilleder. Det hele blev demonstreret, da Martin på slap line skulle stille hele flokken af medlemmer op til et gruppeportræt, og det skulle foregå i husets dagligstue. Det var en stor udfordring, som Martin løste på fantastisk vis samtidig med at vi kunne se og føle, hvordan hele processen med tankerne omkring opstillingen udviklede sig.

Gruppeportræt med Martin Skov Jakobsen af Peder P. Pedersen

Et afgørende trick er at centrere billedet mod midten. De yderste personer kan for eksempel kigge indad eller vende overkroppen mod midten. Du kan også få nogle af personerne til at læne sig mod midten eller lade knæ pege samme vej.

Giv liv i personerne ved at lade dem stå dynamisk. Det er de små detaljer, som tæller, men ved at lade en person læne hovedet til den ene eller anden side giver et helt andet udtryk, end  hvis den samme person kigger lige ret frem.

Det giver også et mere aktivt billede, hvis du beder en person om at læne sig lidt fremad. Skyd brystet frem!

Det samme med ben og fødder. I stedet for at stå på stive ben og flade fødder, med begge sko pegende i samme retning, kan det give et meget mere aktivt billede at lade personen stikke den ene fod lidt frem og dreje den lidt udad.

Hvis personen sidder, kan du bede vedkommende om at lægge den ene fod bag ved det andet ben. Ikke noget med lige op og ned.

Kort sagt, der skal være liv i benene.

Hvis der er noget at læne op ad, giver det også muligheder for at skabe liv i billedet. Ikke stå og holde på træet, men bare læn op ad det, så du får et afslappet, men aktivt udtryk i personen.

Hvis du har brug for en huskeregel i forhold til hvordan personer placeres, kan du tænke på: Fødder, hænder, holdning. Start med fødderne og arbejd dig opad.

 

Huskeregel: Fødder, hænder, holdning

Sæt gerne hænderne i siden eller hav dem i lommen, men med nogle af fingrene stikkende op. Arme må ikke hænge ned langs siden. Hvis der er personer i flere rækker, kan du lave en god samhørighed ved at lægge armen på en foranstående/-siddende persons skulder.

Brug gerne stole så nogen i gruppen sidder og nogen står. Ved at bruge både puden, armlæn og ryg kan der sidde mange på en stol, og du får folk placeret i forskellige niveauer, hvilket giver dynamik i billedet. Sid fremme på stolen. Det retter ryggen og ser meget mere aktivt ud. Hvis der sidder en på et armlæn, så læn gerne til den ene side, eventuelt over mod en anden og gerne med en arm på dennes skulder.

Gruppeportræt med Martin Skov Jakobsen af Peder P. Pedersen

Det kan være svært at fortælle en person, hvordan vedkommende skal stå og gøre, og det er garanteret endnu sværere for personen at forstå hvad du mener. Du kan derfor med fordel vise hvad du mener. Helt praktisk. Brug dig selv til at vise hvordan benene skal krydse bag hinanden, drej hovedet for at illustrere, hvad du mener. Du kan også fysisk tage fat i personen og rette på vedkommende, til stillingen er, som du ønsker.

Fysisk kontakt kan være grænseoverskridende for jer begge, så spørg gerne, før du tager fat. Ingen vil tage spørgsmålet ilde op, men nogen kan måske bakke lidt, hvis du pludseligt tager fat og drejer hovedet.

Brug et gråkort

Gråkort fra Lastolite

Mange bruger det, og nogle bruger det ikke. Et gråkort. Et gråkort er en hjælp til meget let at få hvidt og sort korrekt i billedet. Hvis du har farvestik (hvilket betyder at hvid ikke er helt hvid, men måske en anelse blå eller en anden farve) kan det rettes med et enkelt klik i efterbehandlingen, hvis du har brugt et gråkort.

Gråkortet skal være med i et billede, som du laver med lyset indstillet til det færdige billede. Du beder ganske enkelt en af personerne i billedet om at holde gråkortet, mens du laver billedet. Et enkelt billede er nok.

Du bruger billedet med gråkortet i Photoshop, hvor du går til Billede/Justeringer og vælger Niveauer eller Kurver (Levels (L) eller Curves (M)). Her finder du tre små ikoner for pipetter – En for sort punkt, en for hvidt punkt og en for gråt punkt. Klik på dem en ad gange og vælg det tilsvarende område på gråkortet. Vupti. Nu har du rettet billedet til korrekt hvid og sort, og du har korrigeret for eventuelt farvestik.

Gråkort fra Whibal

 

Lav gruppeportrættet med en person ad gangen

Det lyder måske skørt, men hvis du skal lave et billede af en gruppe, som er svær at få samlet, eller måske består af små børn, er der et særligt trick, du kan bruge: Lav billeder af personerne enkeltvis eller i mindre grupper, og så sætter du det hele sammen i Photoshop bagefter. Med lidt omtanke og erfaring kan det være en meget effektiv måde at lave gruppeportrætter på. Så er det en ekstra bonus, at du kan skifte personer ind og ud enkeltvis, hvis det for eksempel er en virksomheds ansatte, som ofte udskiftes over tid.

Start med at stille lys op, som om hele gruppen var klar på en gang. Sæt gerne et stykke tape på gulvet hvor du vil, at modellerne skal stå. På den måde er alt klart, du har fokus indstillet korrekt og alle står i den rigtige (og gerne nogenlunde samme) afstand til lyset.

Når personerne dukker op, stiller du dem nogenlunde som hvis de alle havde været i billedet på en gang. Altså skal de stå forskellige steder, både rundt og foran og bag ved, og naturligvis i hver deres dynamiske positur.

Når billederne er lavede, åbner du dem alle i Photoshop, hvor du kopierer dem ind i det samme billede. Der flytter du dem rundt og justerer eventuelt lidt i størrelse og placering. Når alle står rigtigt sletter du, hvor personerne overlapper forkert.

Husk at lave skygger under fødderne og gerne i ansigter og på tøjet, så det kommer til at se troværdigt ud.

Det kan komme til at se fuldstændigt troværdigt ud, og det kan være mere effektivt end at få samlet gruppen, og få alle til at smile og se søde ud på en gang.

Konklusion

Hvis du har læst hertil, ved du nu, at intet i dit gruppeportræt er tilfældigt. Du har styr på teknikken med kamera og lys, og du får placeret og dirigeret personerne, så de står flot og dynamisk. Du er både scenograf og teknisk chef, når du skal få det hele til at gå op i den berømte helhed.

Når du tænker på Martins råd undervejs, er du rigtig godt på vej til at lave nogle flotte billeder, som dine kunder vil blive meget, meget glade for.

Gruppeportræt med Martin Skov Jakobsen af Peder P. Pedersen

 

 

Del artiklen