Fujifilm støtter “Naturen tæt på”

Kibæk Fotoklub er ovenud stolte og begejstrede for at kunne fortælle, at Fujifilm har valgt at støtte projektet “Naturen tæt på“.

Fujifilm og Kibæk Fotoklub har begge stor interesse i naturfotos hvilket nu resulterer i et samarbejde mellem den nordiske afdeling af Fujifilm og den midtjyske fotoklub.

Ib Thordal, Key Account Manager i Fujifilm Nordic Danmark, besøgte Kibæk Fotoklub og fortalte, hvorfor Fujifilm støtter projektet. Samtidig blev der talt om kommende fælles aktiviteter, og vi kan afsløre, at alle med interesse for naturfoto får lyst til at deltage i de kommende foredrag og workshops.

Som ved alle andre arrangementer i “Naturen tæt på” er alle velkomne, også selv om man ikke bruger et Fujifilm kamera eller er medlem af Kibæk Fotokklub.

Fujifilm har udviklet de spejlløse kamerasystemer X-Series og GFX, der henvender sig til fotografer blandt andet med interesse for naturfotos. Sidste år havde X-Series 10 års jubilæum, mens GFX, som er et spejlløst mellemformat, havde 5 års jubilæum.

Kibæk Fotoklub, som er en frivillig forening i Herning Kommune, har lanceret projektet ”Naturen tæt på”, der skal give naturoplevelser og gøre naturen nærværende for mange mennesker, især dem, som ikke selv kan komme tæt på naturen. I ”Naturen tæt på” inviteres alle til at deltage i kurser, foredrag og workshops med nogle af Danmarks bedste naturfotografer og naturformidlere, og det hele kulminerer i fysiske og elektroniske udstillinger, som udstilles på blandt andet plejehjem, bosteder, sygehuse og biblioteker.

Samarbejdet

De første konkrete fælles aktiviteter mellem Fujifilm og Kibæk Fotoklub bliver samarbejde om meget spændende foredrag og workshop med en af Europas bedste landskabsfotografer – Michael Molter. Michael er specialist i landskabsfoto og skaber de skønneste landskabsbilleder. Gennem foredrag og workshop deler han passion og teknik med deltagerne i ”Naturen tæt på”.

Desuden indeholder samarbejdet produktion af fysiske billeder til udstillinger i ”Naturen tæt på”.

For de fotointeresserede bliver der lavet arrangementer omkring fotoudstyr fra Fujifilm, hvor man blandt andet kan låne et Fujifilm kamera til at lave naturfotos.

Der planlægges endnu flere fælles aktiviteter så hold øje med kommende opslag om ”Naturen tæt på”.

Fælles interesse for samarbejde

Ib Thordahl, Fujifilm udtaler: “Kibæk Fotoklubs projekt ”Naturen tæt på” passer perfekt ind i vores ønske om at vise, hvad vores X-Series og GFX kamerasystemer kan bruges til. Kibæk Fotoklub hjælper os med at eksponere mulighederne til en masse dygtige fotografer, og vi glæder os til, at udstillingerne bringer naturen hen til mange mennesker, som selv har svært ved at komme ud.”

Jørgen D. Vestergaard, Kibæk Fotoklub udtaler: ”Vi er glade og stolte over, at Fujifilm samarbejder med Kibæk Fotoklub. Fujifilm giver os et endnu større publikum og rækkevidde for ”Naturen tæt på”, og med deres samarbejde kan vi sammen skabe endnu flere oplevelser for både fotografer og publikum til vores naturbilleder.”

Yderligere information og kontaktpersoner

Fujifilm: https://fujifilm-x.com/da-dk/
Kontaktperson: Ib Thordahl, ib.thordal@fujifilm.com, tlf. 27202126

Kibæk Fotoklub: www.kibaekfotoklub.dk, ”Naturen tæt på”: www.kibaekfotoklub.dk/naturen
Kontaktperson: Jørgen D. Vestergaard, info@kibaekfotoklub.dk,tlf. 21484955

Læs den fælles pressemeddelelse her.

Læs mere om projektet “Naturen tæt på” her.

Vi glæder os til det kommende samarbejde.

“Naturen tæt på” coverbillede

Del artiklen