Fredag aften, vejret var godt og Fiddlers lokkede med irske toner ved Boys Of Bluehill.
Hans, Per, Peter og Karsten lyder som navnene på nogle meget danske mænd. Nationaliteten er helt sikkert dansk, men de musikalske rødder kommer helt åbenlyst fra den irske og skotske folkemusik.
Alle genre og alle instrumenter blev leveret med den største indlevelse. Også lige et par sange fra den danske sangskat.
Boys Of Bluehill spillede energisk, svedigt og enormt involverende, så publikum i den propfyldte mølle gyngede med og klappede hænderne ømme til de kendte og ukendte melodier.
Efter tredje sæt prøvede bandet at slutte og snige sig ud, men stående klapsalver fik dem heldigvis på andre tanker.
Fællessang med “Skuld gammel venskab rejn forgo”, alle stod op og salen gyngede. De små hår rejste sig og en herlig aften var slut.
Tak for forrygende stemning og underholdning til Boys Of Bluehill, Fiddlers og kibækfolk.
Kibæk Fotoklub var med
Kibæk Fotoklub havde folk på gulvet under hele koncerten. De mange glade mennesker sad tæt, men vi prøvede at bevæge os rundt uden at irritere og forstyrre unødigt. Det var ikke helt let, og vi undskylder, hvis nogen følte sig forstyret af os. Allerhelst vil man være usynlig, men det er vist kun Troldepus, som har knækket koden på den sag.
Ekstra bonus
Som en ekstra bonus for Kibæk Fotoklub, var aftenen også publikumspremiere på vores billeder, som er printet i stort format og nu hænger i møllen ved fremtidige arrangementer.
Der var da også komplimenter. Vi takker og håber, billederne bliver nydt.