Tekst og billeder af Keld Ejsing-Duun
Når Keld Ejsing-Duun pakker tasken for at tage på fototur, er alt grej overvejet i forhold til den konkrete opgave. Det er vigtigt ikke at tage så meget udstyr med at du bliver træt, allerede inden du når frem til området. På den anden side skal du helst have det nødvendige udstyr med, for at kunne lave dine drømmebilleder.
Læs Kelds beskrivelse af udstyr til flotte makrobilleder herunder.
Læs også artiklen fra Lille Vildmose her hvor Keld Ejsing-Duun holdt foredrag om dyr og makrobilleder for en flok ivrige fotografer.
Der er mange, der har givet et bud på hvad fotorygsækken skal indeholde. Jeg har ofte syntes det var lidt meningsløst at beskrive sådan et indhold uden der er et formål knyttet til det.
Med mange års erfaring som fotograf er mit udgangspunkt altid hvilken opgave der pakkes til.
Ofte, når jeg har en særlig opgave i tankerne, vil jeg lægge alt det jeg kan tænke mig at kunne få brug for på bordet. Herefter vurderer jeg hvad der kan undværes og fjerner det igen.
Det tjener to formål; En tung rygsæk har det med at blive tungere i løbet af dagen, så det er vigtigt kun at have det mest nødvendige med. Desuden giver det mig et godt overblik over det jeg ender med at have i rygsækken. Så vil det gå nemmere med at udnytte indholdet optimalt.
Her er et par eksempler på hvad jeg tager med på ture med forskellige udfordringer.
Det er let at pakke til en tur hvor motivet er fugle eller pattedyr. Så er det jo kun en god tele der skal på kameraet og så en god kikkert til at spotte motivet med.
Det er straks mere kompliceret når opgaven bliver mere specifik.
Da jeg næsten aldrig tager afsted uden macro udstyr, bliver let udrustning noget i denne retning:
Den lette udrustning
Den lette udrustning kan ofte klares helt uden rygsækken.
- Kamera med 180 mm makroobjektiv
- Kamera med 100-400 mm telezoomobjektiv med kort nærgrænse (98cm)
- Begge kameraer har remme med PeakDesign hurtigskift og med Arca kobling monteret, så et kamera kan sidde i bæltespænde og det andet hænge om halsen
- Kikkert, Pentax Papilio II 8,5X21, som altid er med på tur
- Siddeunderlag, Asivik LiteSit Siddeunderlag
- LED lampe, Aputure Amaran AL-MW
- Etbenet stativ, Manfrotto Neotec 685B
Siddeunderlaget kan være i den ene lårlomme i bukserne og LED lampen i den anden.
Den lange tur
Hvis makrofototuren er forventet at blive lidt længere, pakker Keld udstyret i sin Lowepro fotorygsæk.
- Alt udstyr fra den lette udrustning
- Fotorygsæk, Lowepro ProTactic BP 450 AW II
- Fleksibelt ministativ, Joby GorillaPod 3K PRO Rig
- Flash
- Diffuser til flash, Rogue FlashBender 2 XL Pro Reflector med Strip Grid
- Diffuser- og reflektorsæt, 5-i-1 60 cm pop-up diffusersæt
- Et par klemmer til fastgørelse
- Supermakroobjektiv, Canon MP-E 65 mm macro
- Probeobjektiv, Laowa prober lens 2xmacro
- LED lampe, Aputure Amaran AL-MW
- PeakDesign rejsestativ
- Ekstra batterier
- Pudseklud
Den komplicerede opgave
Bliver det for kompliceret, prøver jeg at få dyret med hjem og laver optagelserne i studiet. Og sætter naturligvis dyret ud igen hvorfra jeg lånte det.
I kategorien komplicerede opgaver hører også avanceret fokusstakning. Det kan være en udfordring i felten, men kan sagtens gøres i studiet.
- Automatisk skinne til fokusstakning, WeMacro rail 100mm
Om Keld Ejsing-Duun
Keld er uddannet fotograf og har en passion for naturfoto. Og så har han lige været underviser på Kibæk Fotoklubs “Naturen tæt på” workshop i Lille Vildmose.
Inden for naturfoto-genren giver især makrofoto Keld store oplevelser, hvor det at dykke helt ned i de små detaljer giver både udfordring og indsigt.
Keld kommer ofte i Lille Vildmose, som nærmest er hans baghave, og du kan se nogle af hans fantastiske billeder her.
I 2019 udgav han bogen ”Lille Vildmose – set gennem mit kamera”, som er en rundtur i mosen på tværs af årstider og dyreliv.