“Naturen tæt på” workshop – Kunsten i at fotografere naturen

"Naturen tæt på" - Workshop med Ard Jongsma den 24. august 2024 i Halmhuset, Sdr. Felding

“Naturen tæt på” og Kibæk Fotoklub inviterer DIG til workshop med billedmageren og naturfotografen Ard Jongsma.

Gennem en kombination af undervisning, inspiration og masser af praktisk fotografering  med dit eget kamera i hånden, vil du på denne workshop lære at lave kreative naturbilleder, hvor det kunstneriske udtryk er det centrale element i billedet. Ard kommer for at øse ud af sin passion til billeder. Er du klar til at lære om det abstrakte naturfoto og få et kærligt spark ud af din fotografiske comfort zone? 

Workshoppen foregår lørdag den 24. august 2024 kl. 9-17 i Halmhuset, Sønder Felding.

Billetsalget lukker den 18. august 2024 kl. 12.00 eller hvis der bliver udsolgt.
Vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser.

Om workshoppen

I denne heldagsworkshop tager den professionelle fotograf Ard Jongsma os med på tur i hans måde at håndtere naturfotografi på: ikke som dokumentarist, men som billedmager der ikke er bange for at trække levende motiver i abstrakte retninger.

Ard synes ikke, at man skal spilde for meget tid på at jagte sjældne planter og dyr, når formålet er at skabe smukke billeder. Man får langt flere chancer, vejrtyper og manipulationsmuligheder på en måge, en musvit og en marguerit i Midtjylland end på den ene orientbraksvale eller eremitibis man skal køre til Skagen eller Blåvands Huk for.

Han vil derfor primært hjælpe os med at lægge ekstra dybde i billeder af ganske almindelige motiver, vi kan finde tæt på vores base, ved at bruge farvespil og ved at bruge det uskarpe i billederne som et kreativt element. Ard viser os også et par beskidte tricks.

Dem som kender Ard og hans workshops ved, at vi sandsynligvis vil blive trukket et pænt stykke ud af vores fotografiske comfort zones, men at det er langtfra ensbetydende med, at det bliver ubehageligt. Denne workshop bliver først og fremmest sjovt, og så rigtigt lærerig.

Vi kommer til at bruge meget tid på praktisk fotografering i naturområderne lige omkring Halmhuset, hvor vi har gåafstand til skov, hede og naturligvis Skjern Å.

"Naturen tæt på" af Ard Jongsma
“Naturen tæt på” af Ard Jongsma

Det tekniske: fordi vi skal udfordre de tekniske grænser af vores udstyr, vil du IKKE kunne klare dig med en mobiltelefon.

Det vil være en kæmpefordel at kunne komme relativt tæt på. Det er helt underordnet, om du kan det med det dyreste makroobjektiv, om du klarer dig med et gammelt manuelt objektiv du har skaffet hjem fra Den Blå Avis, eller om du bare stikker en billig mellemring mellem dit standardobjektiv og kameraet.

Dagen vil foregå i et langsomt tempo og du har ikke brug for autofokus.

Hvis du ikke kan skaffe én eller anden form for makroløsning, er det bedst med det objektiv som har største blænde, for eksempel et 1.8 portrætobjektiv.

Har du heller ikke det, skal du bringe din stærkeste tele. Den vil du også sagtens kunne bruge.

Medbring også gerne en kraftig lommelygte og en ren sprøjteflaske, for eksempel til planter, briller eller lignende.

"Naturen tæt på" af Ard Jongsma
“Naturen tæt på” af Ard Jongsma

Dagens program

Kom glad og frisk for vi har en lang og spændende dag foran os.

08.30 Morgenkaffe. Kaffen er klar på kanden og et stykke brød venter på at blive smurt.

09.00 Velkomst og dagens program.

09.05 Undervisning del I Ard Jongsma: “Kunsten i at fotografere naturen”

10.30 Ud med kameraet. Vi går ud i området tæt på Halmhuset for at omsætte Ards ord og inspiration til handling og dejlige billeder

12.30 Frokost med en vand/sodavand

13.00 Undervisning del II Ard Jongsma: “Kunsten i at fotografere naturen”

14.30 Ud med kameraet. Vi går igen på opdagelse i området med vores skudklare kameraer for at lave kreative naturbilleder

16.00 Eftermiddagskaffe med et stykke kage

16.15 Opsamling og tid til de sidste spørgsmål samt mulighed for at vise dit bedste skud fra dagen

17.00 Farvel og tak for en lang og god dag.

Ændringer i programmet kan forekomme.

Det bliver en intens dag med fokus på praktisk fotografi.

Pris

Deltagelse koster 300 kr (plus billetgebyr) inklusiv let forplejning (morgenkaffe, let frokost med en vand/sodavand og eftermiddagskaffe med et stykke kage ).

Køb af billet er nødvendigt senest den 18. august 2024 kl. 12.00. Vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser.

Medbring

Du får størst udbytte, hvis du har det nødvendige fotogrej og personligt udstyr. Medbring derfor følgende:

  • Kaffe-/tekop
  • Kamera (du vil ikke kunne klare dig med en mobiltelefon)
  • Makroobjektiv
    • Alternativ til et makroobjektiv er mellemringe til et af dine andre objektiver, eks. 50pmm/85mm/135mm gerne med lavt blændetal, eks. f/1.8
    • Du vil også kunne bruge et langt teleobjektiv
  • Masser af strøm på batteriet og/eller et ekstra
  • Masser af plads på hukommelseskortet og/eller et ekstra
  • Påklædning til en dag og nat hvor vi er ude meget af tiden 
  • Medbring gerne en kraftig lommelygte
  • Vandsprøjteflaske/vandforstøver
  • Afhængig af vejrudsigten også paraply, plastpose og elastikker til at beskytte objektiv og kamera. Men som regel kan kameraerne holde til dårligere vejr end fotograferne

Om underviseren

"Naturen tæt på" af Ard Jongsma
Ard Jongsma

Ard Jongsma er uddannet billedkunstlærer i Holland, men arbejder som professionel fotograf med base på Fyn. Hans arbejde spænder meget bredt med opgaver både meget lokalt og langt ud over landets grænser indenfor musik, events, reklame og portræt. Når kunderne ikke kigger med over skulderen, flytter han dog helst kameraet ud i naturen. Her er et gennemgående motiv den vilde naturs ensomhed i en verden som bliver mere og mere planlagt, defineret og organiseret. I Ards fotografi viser det sig ofte i mere eller mindre abstrakte landskaber med små detaljer som er presset ind i en geometri og symmetri af former og farver som ikke altid er egnet til dem.

Ard har tidligere gæstet “Naturen tæt på”, hvor han gav en stor oplevelse til deltagerne. Spørg gerne en af de tidligere deltagere, om de vil anbefale Ard som workshopholder – Det bliver et rungende JA. Læs mere om det tidligere arrangement her. Denne gang kommer han til “Naturen tæt på” med et nyt program, så du kan sagtens være med, selvom du var med sidste gang.

Som om alt det ikke er nok, er Ard også vinder af årets naturfoto.

Glæd dig!

Hvis du vil se nogle af Ards billeder forud for workshoppen, kan du kigge på hans Instagram konti: @ardjongsma til hans arbejde og @still_words til hans naturfotos. Du kan også læse om Ards firma og se nogle af hans billeder på stillwords.com.

Har du spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til naturen@kibaekfotoklub.dk eller ringe til Jørgen D. Vestergaard, tlf. 21484955.

Fakta om arrangementet

Tid: 24. august 2024 kl. 9.00 til ca 17.00. Morgenkaffe står klar fra kl. 8.30.

Sted: Halmhuset, Præstevænget 90, 7280 Sønder Felding

Underviser: Ard Jongsma

Målgruppe: Alle med et kamera bare du har lysten til at lære om foto og kreative naturbilleder. Du kan sagtens være med, selv om du ikke har deltaget i tidligere arrangementer i “Naturen tæt på” og du behøver ikke være medlem af Kibæk Fotoklub. Dog forventer vi, at du har grundlæggende kendskab til indstilling af dit kamera og ved hvordan du indstiller blænde, lukkertid og ISO.

Deltagerbetaling: 300 kr (plus billetgebyr) inklusiv morgenkaffe, let frokost og eftermiddagskaffe med et stykke kage. Betaling ved tilmelding (begrænset antal pladser).

Del artiklen