Hvad laver man på en helt almindelig sensommer tirsdag aften? Man går til foto og leger med mel og modeller og har det helt fantastisk sjovt. Det gjorde vi ihverfald denne tirsdag til klubaften i Kibæk Fotoklub.
Mel, masser af mel
Temaet var mel, og Lotte havde udtænkt hvordan, det skulle bruges. Og nej, det var ikke noget med gær og mælk. Det var til gengæld noget med to modeller, der frygtløs gik til opgaven med at blive dænget til med mel, og derefter svinge, springe og hoppe alt imens en flok amatørfotografer stod og knipsede løs.
Metoden var egentlig ganske enkel. Der blev dynget mel på en model ad gangen, hvorefter hun satte i bevægelse afhængig af hvor melet var placeret. Et eksempel var at lægge mel på modellens udstrakte arme, og efter nedtælling bevægedes armene op og hurtigt ned igen, hvorved melet blev hængende i luften næsten som englevinger. Til et andet eksempel lå modellen på knæ med ansigtet mod jorden og håret spredt ud. Mel blev fordelt på håret og efter nedtælling svang modellen hovedet og håret bagud hvorved melet blev trukket med og lavede en sky. Der var mange andre opstillinger og både modeller og fotografer så ud til at more sig fortræffeligt.
Lys skal der til
For at opstillingerne med mel skulle virke, måtte der lys til. Der blev opstillet to stationer, så de mange fotografer og de to modeller kunne fordeles og være i gang samtidigt.
Den ene opstilling bestod af tre lamper med fast lys – To lamper skråt bagved modellen og en lampe til at oplyse modellen forfra. Den anden opstilling bestod af en lampe med fast lys til venstre for fotograferne samt en reflektor på modellens modsatte side for at reflektere lys tilbage på modellens skyggeside.
Undervejs skiftede fotografer og modeller mellem de to opstillinger.
Til sådan en aften hvor der var mange fotografer i gang samtidig, er det langt lettest at arbejde med fast lys. På den måde kan alle lave billeder hele tiden og helt uafhængig af, om andre eksponerer samtidigt. Der er heller ikke logistik med, at en blitzudløser skal gå på omgang. Det betød, at der blev lavet rigtig mange billeder.
Det er en kæmpe fordel at være med i en fotoklub, hvor vi i fællesskab kan have noget af alt det udstyr, som måske kan være svært selv at investere i.
Tusind tak
Tusind tak til modellerne for modigt at stille op og bare gøre det helt fantstisk godt. Vi håber, I kan bruge billederne.
Også tak til Lotte og Søren for husly og dejlig aftenkaffe med hjemmebag. Også tak for at vi ikke skulle gøre rent efter os.