
Det er virkeligt inspirerende, når man får nye vinkler at se sin hobby fra. Således også til to klubaftener i Kibæk Fotokub, hvor Karsten fra Ringkøbing Fotoklub kom for at lære os, hvordan man optager og redigerer irisbilleder. Altså billeder af øjet.
Iris kaldes også regnbuehinde.
Billedoptagelse
Billedoptagelse af iris er ikke helt som andre fotoopgaver. Ikke nødvendigvis svært, bare anderledes.
Du skal helt sikkert have en model, som er villig til at prøve noget usædvanligt. På denne klubaften gik vi sammen to og to, og sad model på skift. Efter et godt råd fra Karsten, sad modellen på en stol med hagen hvilende på en kasse. Det at sidde på en stol og med hovedet i en afslappet stilling var en kæmpe fordel, for hele opstillingen skal nørkles på plads. Vær forberedt på at arbejde langsomt.
Når modellen sidder godt tilrette, placerer du kameraet, så øjet kommer til at fylde mest muligt i billedet. Med et makroobjektiv kan du komme tæt på, men du kan også bruge et teleobjektiv.
Du skal også have gang i noget lys. Fast lys får pupillen (den sorte plet i midten af øjet) til at trække sig sammen, hvilket er ønskeligt ved irisfoto. Du kan sagtens bruge to mobiltelefoner og tænde deres lys. Så placerer du ét lys på hver side af øjet og lyser direkte ind i øjet. Hvis du har stativer til lysene, er det lettest, og ellers kan du og modellen sagtens holde en telefon hver.
Nogle eksperimenterede med en kombination af fast lys og blitz, med fint resultat. Blitzen skal ikke fyres direkte ind mod øjet, men snare sigte forbi øjet med meget lav styrke.
Som altid når du laver billeder af modeller, skal du dirigere, hvad modellen skal gøre. Det gælder også ved irisfoto. Jo da. Her er det bare iris og pupillen, du skal sørge for sidder rigtigt. Du dirigerer modellen ved at fortælle, hvor vedkommende skal kigge hen, for på den måde at flytte øjet rundt.
Prøv at få pupillen midt i billedet og med noget hornhinde, det hvide i øjet, hele vejen rundt om iris. Det letter den efterfølgende redigering.
For at få udsyn til hele iris kan det være nødvendigt for modellen at bruge en eller to fingre til at stramme huden væk fra øjet. Vær opmærksom på øjenvipperne, som let kan komme ned over øjet eller kaste skygger over øjet, som du så skal forsøge at redigere væk efterfølgende.
Kameraindstillinger er ret frie.
Selv brugte jeg en 180mm makro og lukkertid 1/100s med blænde f6,3 hvilket gav en ISO på 1600.
Karsten pointerede, at det ikke nødvendigvis var godt at bruge et helt lavt blændetal som ex. f2.8, da øjet buer, og du vil gerne have hele øjet skarpt. Lukkertiden er ikke super kritisk, hvis du har dit kamera på stativ og modellen kan sidde helt stille.

Udstyr
Til irisfoto skal du bruge:
- Kamera, ethvert kamera kan bruges
- Objektiv, gerne et tele-makro, så du kan få øjet til at fylde meget i billedet, og uden at objektivet er helt oppe i øjet af modellen.
- Stativ. Det er klart lettest at have kameraet på stativ, så du ikke skal være helt så fokuseret på, om tingene flytter sig under optagelserne. Hvis du også har stativer til lysene, er det helt perfekt, men ikke strengt nødvendigt.
- Lys. Du skal naturligvis bruge noget lys. Ved irisfoto vil man gerne, at pupillen (den mørke plet midt i øjet) trækker sig sammen. Pupillen bliver lille, når man lyser på den med en fast lyskilde. Derfor kan du med fordel bruge nogle små, faste lyskilder. Lyset i din telefon er fint til formålet. Der findes også LED-lys på fleksible arme, som giver rigtig god mulighed for at finjustere din opstilling, uden at du eller modellen skal sidde og holde et lys på en bestemt position. Du kan eventuelt supplere det faste lys med en blitz.
- En model
Redigering
Lige som billedoptagelsen af iris er redigering ikke svær, bare anderledes, og kræver derfor noget arbejde. Vi var vist flere, der skulle have gentaget fremgangsmåden. Når du redigere irisbilleder er det ikke for at lave et dokumentaristisk billede af dit øje, men for at lave et se-værdigt kunstværk. Gør alt det du vil, for at opnå målet.
Alle havde medbragt en pc med yndlingsprogrammet til billedbehandling. Det er ikke vigtigt, hvilket program du bruger og denne aften var repræsenteret med Afinity Photo, Adobe Photoshop Elements, Adobe Lightroom og Adobe Llightroom Classic og endelig Adobe Photoshop.
Er du også i tvivl om forskellene på Lightroom og Lightroom Classic så læs mere om forskellene her.
Karsten laver 90% af sine iris-redigeringer i Adobe Lightroom. Det er faktisk kun, hvis han vil fjerne nogle genstridige elementer i billedet, at han behøver Adobe Photoshop.
Fremgangsmåde (i Lightroom/Lightroom Classic)
- Start med at beskære billedet, så du har iris i centrum af et kvadratisk billede. Eller hvordan du nu vælger at beskære.
- Juster eventuelt hvidbalancen
- Sæt knald på farverne
- Lav en maske, der markerer iris og inverter masken, så alt andet end iris er valgt.
- Reducer eksponeringen af iris-masken, så alt omkring iris bliver helt sort. Du kan lave flere masker oven i hinanden, hvis du ikke kan få området helt sort i første forsøg.
- Lav en ny maske, der dækker hele iris, og med den inderste ring trukket næsten ud til den yderste ring. Det er for at lave en lidt mørkere kant yderst, som giver indtryk af øjets kugleform.
- Øg eksponeringen en smule for den nye iris-maske
- Lav en ny maske om pupillen, og reducer eksponeringen så den bliver helt sort.
- Lav nye masker om områder du vil ændre, eksempelvis har mange en kant omkring pupillen, som kan fremhæves ved at ændre farve, mætning osv.
- Fjern elementer, du ikke vil have. Der er måske reflektioner fra lysene da du optog billedet, øjenbryn, vandkanter med mere, som forstyrre billedet.
- Fjern støj, hvis det er synligt.
- Print dit øje i mindst 1m x 1m og hæng det i stuen over pejsen.
Så let er det at lave et flot irisbillede.
Ok, det var tydeligt at se, at Karsten har prøvet iris-redigering mange gange, hvor vi andre haltede lidt bagefter. Men det var super sjovt alligevel.

Tusind tak
Tusind tak til Karsten for at komme til Kibæk og lære os om både optagelse og redigering af irisfoto. Det var skønt, at du ville bruge tiden sammen med os og vi lærte en masse. Tak!