
Vejret var fantastisk på denne forårsaften, hvor Kibæk Fotoklub var på besøg hos Jan Vestergaard og Egely Hunde, for aftenens tema var hundeaction. Det viste sig hurtigt ikke at blive en helt normal klubaften, for bil efter bil med hunde og hundeejere blev ved at trille ind på gårdspladsen, og snart var der ni glade og energiske hunde og deres lige så glade og søde ejere.
Forud for aftenen var der gået tanker i oplæg og fremgangsmåde, så vi som fotografer kunne få et fælles udgangspunkt. Men i samme sekund hundene ankom, sprang fotograferne rundt som køer på årets første dag på græs, og der blev knipset fra første sekund. Det gjorde absolut ikke noget skidt, og viser kun, at medlemmerne i Kibæk Fotoklub er fyldt med energi og gå-på-mod.
Jan og Egely Hunde havde virkelig leveret på både de fysiske rammer såvel som fotomodeller; hundene. Da aftalen for aftenen blev lavet, var målet at der ville være en til to hunde, så smilene var ekstra store, da Jan forklarede om alle de hunde og hunderacer, der ville komme kun for vores skyld.
Vi blev forkælet med en hel flok hunde, der alle var virkeligt søde og meget samarbejdsvillige.
Lidt fototeknik
Det er naturligvis en udfordring at lave hundebilleder, for hundene kan ikke læse fotografens tanker, og de gør helt, som de selv syntes, når de syntes. De er jo hunde.
Denne aften blev der brugt teleobjektiver såvel som vidvinkelobjektiver, og lukkertider blev valgt ud fra at fastfryse hundenes bevægelser; altså relativt korte lukkertider. Hvis hunden sidder stille, kan du godt bruge langsommere lukkertider, men omvendt kan det være en god idé at være forberedt på hurtige bevægelser, og dermed sætte kameraet på en kort lukkertid, som eksempel 1/500s -1/1000s.
Hvis modellen er en hurtigløber, kan et teleobjektiv, som eksempel 70-200mm eller længere, være en god idé, da du dermed kan få afstand mellem dig og hunden, og den får plads til at løbe og lege. Hvis hunden sidder eller bevæger sig langsomt eller inden for et mindre område, kan du også bruge et vidvinkelobjektiv. Et eksempel kunne være 16-35mm. Med et vidvinkelobjektiv kan du komme tæt på, men omvendt er du også nød til at komme tæt på, da billedvinklen er meget stor, så dit motiv bliver meget lille på billedet, hvis du ikke kommer helt tæt på.
En enkelt fotograf brugte en håndholdt blitz til at give lidt lys til skyggerne. For at matche den nedgående sol, var der monteret et CTO farvefilter på blitzen, for at gøre lyset mere orange som solen.
Aftenkaffe i solens sidste stråler

Snak og socialt samværd er en stor del af vores fotoklub. Derfor havde vi medbragt kaffe og kage til aftenkaffen, som blev nydt til solens sidste stråler. Snakken gik livligt og alle gav udtryk for, at det havde været en dejlig klubaften.
Mere inspiration
Hvis du nu tænker, at det der med fotografering af hunde (eller andre kæledyr) lyder meget spændende, men hvordan gør man lige, og hvem kan man finde mere inspiration fra, så er her et bud. Den amerikanske hundefotograf Kaylee Greer er helt fænomenal til at lave hundebilleder, som hun blandt andet viser på dogbreathphoto.com. Kaylee Greer har også skrevet en bog, Dogtography, hvor hun kommer omkring alt, du har brug for at vide, for at lave dine bedste hundebilleder nogensinde. Dogtography kan blandt andet købes hos Saxo.dk, hvis du vil overraske en fotografven eller forkæle dig selv.
Du kan også finde Kaylee Greer og Dogbreath Photography på Youtube.
Artiklen fortsætter under de to YouTube videoer.
Tusind tak
Vi vil gerne sige tusind tak til Jan og Egely Hunde for at vi måtte være hos jer, og også en kæmpe stor tak til alle hundeejere for at I og jeres skønne hunde ville bruge en aften sammen med os. Vi håber, I kan bruge billederne.