Det skal være sjovt at gå til foto. Og det var lige, hvad det var, da vi havde fundet alt grejet frem, for at lege med ild og røg, bue og pil.
Aftenens tema og opstilling var meget inspireret af den engelske fotograf Gavin Hoey, som blandt andet har lavet denne video og denne her, og vi står naturligvis ikke tilbage for at prøve at gøre ham kunsten efter.
Dag blev omdannet til nat, og Keld blev lavet til jæger med hjælp af noget ansigtsmaling, en kamuflagejakke og bue og pil.
Stemningen blev sat med røg og tre flash – Hovedlys med orange filter, sidelys diagonalt og den sidste flash oplyste røgen bagfra. Lyset blev sat op så side og baglys blev optisk styret fra hovedlyset. Dermed kunne opstillingen let skiftes mellem flere kameraer og kameramærker.
Opskriften
- Vælg blænde og ISO. I vores tilfælde f5.6 og ISO 400
- Mål det omgivende lys og noter lukkertid, blænde og ISO
- Skift kameraet til manuel og indstil blænde og ISO som i pkt 2 samt en lukkertid 3 stop mørkere end ovenstående
- Juster evt. lukkertiden hvis du vil have baggrunden lysere eller mørkere
- Tænd hovedlys og indstil styrken. Vi brugte en lysmåler for lettere at indstille lysstyrken.
- Tænd sidelys og indstil styrken
- Tænd baglyset og indstil styrken
- Indstil hvidbalancen til glødepære, for at give hele scenen et blåt skær
- Sæt et orange filter på hovedlyset (1/1 CTO). Dette skal modvirke det blå farve fra hvidbalancen og gerne give os naturlige hudfarver på modellen
- Gør modellen klar. Se gerne bister ud
- Tænd røg og placer den så røgen er mellem baglys og modellen
- Fyr løs
Næste gang vi skal lege med røg, skal vi have fundet et alternativ til THansens røgbomber, da de brændte meget hurtigt ud, så vi ikke havde tid til at finpudse indstillinger og positurer.
Vi gentager helt sikkert.
Se flere billeder i galleriet nederst på siden.