Naturen01 Hare

Hare

(Lepus europaeus)

Haren er en supersprinter i bløde klæder, for haren er Danmarks hurtigste landlevende dyr. Nogle tror, at haren er en gnaver, fordi den har store fortænder. Men haren tilhører ordenen støttetandede, og den har fire fortænder, hvor gnavere kun har to. De enormt lange bagben er årsagen til, at ingen kan følge med haren i en spurt. Den kan sætte kraftfuldt af, og når den kommer op i fart, kan den faktisk runde 80 km/t! Den er altså lige så hurtig som en pil på en dansk landevej. Haren elsker at spise urter og græs om sommeren, hvorimod den om vinteren supplerer med blandt andet bark og bær. Græs og urter er svære at hive al næring ud af, og lige der har haren en rigtig smart metode til at få mere ud af maden. Når først den har spist en masse græs, sørger en masse mikroorganismer i harens mave for at nedbryde græsset ved at lade det ligge og gære godt og grundigt. Det betyder, at mikroorganismerne hiver de vigtigste vitaminer og proteiner ud af græsset, som haren ikke selv kan optage ved bare at gumle på det. Vitaminer og proteiner er livsnødvendige og årsagen til, at vi mennesker for eksempel ikke ville kunne leve af græs. Vi ville simpelthen ikke få næring nok, og vores fordøjelsessystem er slet ikke gearet til den slagt kost, dom drøvtyggere og altså også harer (og kaniner) kan klare. Haren er ikke en drøvtygger, så den brækker ikke maden op igen for så at tygge alle vitaminer og mineraler i sig i anden omgang. Nej, den skider ligesom de fleste andre, når den har fået tilstrækkelig med mad. Og i de små harepøller ligger guldgruben af næring, som mikroorganismerne har udvundet, sammen med resten af måltidet. Så haren spiser simpelthen sin egen lort, lige når den har lagt den. Det er en rigtig lille næringsbolle, og den ville dø, hvis den ikke gjorde det. Så uanset hvor ulækkert det lyder, er det ret vigtigt. Den laver faktisk to slags harepøller: den forholdsvis store og nærende lortekugle og så de mindre og klassiske harepøller, man kan finde mange steder, og som den ikke spiser.

Haren er normalt nataktiv, når den søger føde, hvorimod den om dagen ligger og trykker sig i et lille sæde, som den har skrabet fri i vegetationen. I modsætning til sin nære slægtning vildkaninen laver den ikke huler. Men den har også de længste ører til at lytte efter fjender med, og dens øjne sidder langt ude på siden af hovedet, så den kan stort set orientere sig til alle sider på en gang. Et rigtigt byggedyr med meget skarpe sanser, som konstant skal være på vagt. Man kan dog godt se harem om dagen, når det er blevet tid til at parre sig. Så kan mange harer samles på et sted, og nogle gange ser man de vildeste boksekampe mellem to harer, der står på bagbenene og uddeler uppercuts til modstanderen. Der er ikke kønsforskel på harerne, så jeg vil lade det være usagt, om det er hanner, der bokser om hunnernes gunst, hunner, der bokser de hanner væk, de ikke gider, eller begge dele. Faktisk mener man, at det ofte kan være hunner, der bokser med hannen for lige at teste, om han er god nok til at være far til hendes afkom. Kan han bokse og er udholdende, kan han også få lov til at parrer sig med hende bagefter. Sjovt ser det i hvert fald ud, uanset hvem der bokser med hvem.

Hunnen føder to til fire små uimodståelige harekillinger, som både har pels og øjne ved fødslen. De har ingen hule til at beskytte sig, og derfor ligger de med afstand til hinanden, så de ikke alle sammen bliver spist, hvis et rovdyr opdager dem. De er nemlig meget alene og forsvarsløse i starten, hvor hunnen er ude at søge efter føde og kun kommer hjem en til to gange i døgnet for at give dem mælk. Hvis hun opdager fare, gør hun alt for at forsvare killingerne. Jeg har set en hare rette et karatehug med bagbenet mod en rørhøg, som havde fået fat i en lille killing. Men der var det for sent.

Hunnen kan faktisk være drægtig to gange på samme tid. Så hun kan føde et kuld harekillinger og så allerede være befrugtet til kuld nummer to. Snak om at være effektiv med formeringen.

Udseende og levested

Haren har en brunlig pels med et strejf af lysere spidser, og så er den mere hvidlig på maven. Det eneste, den kan forveksles med, er vildkanin. Dens ører er meget længere end en vildkanins, og ser man dem forfra, kan man se, at de indvendig er sorte i spidsen og med aflange sorte pletter langs kanten af ørerne. Den har også en sort plet på toppen af øret, når det ses bagfra. Haren har meget lange bagben, igen meget længere end vildkaninens, og så er den også større og mere aflang. Dens velseende øjne gør, at den ligner en, der konstant har fået et chok. Den har virkelig stirrende øjne, igen har vildkanin anderledes øjne, som ser noget mere rolige og rare ud. Haren er en art, der er knyttet meget til det åbne land, og man kan se den hele året rundt på marker og enge over hele landet. Den kan dog også sagtens komme ind i haver, byer og småskove. Den vejer maksimalt seks kilo og måler 60-70 centimeter.