Det er en veletableret tradition, at sidste klubaften før sommerferien arrangeres som sommerhygge med store mængder foto, mad og hygge. Det er også en tradition, at sommerhygge holdes et andet sted, end vores sædvanlige klublokale i Kibæk, hvilket naturligvis var det også tilfældet i år. Årets destination var Abildå Brunkulsleje.
Et særligt element denne klubaften var overraskelsen. Vi havde nemlig arrangeret levendegørelse af brunkulslejet kun for Kibæk Fotoklub. De gæve folk bag brunkulsmuseet stillede med hele 8 mand og en kæltringekone (det var hendes egen beskrivelse) og vi kom til at overvære HELE processen med at grave og transportere brunkul. Samtidig var der fortællinger og anekdoter om brunkul og livet som kulbisse.
Det var aftalt med museumsfolkene, at vi naturligvis gerne ville lave billeder under hele aftenen, hvilket heldigvis var helt i orden. Det betød, at vi fik helt unikke muligheder for at komme tæt på ALT. Hvis det var irriterende for kulbisserne, lod de sig ikke mærke med det, og sjældent er der lavet så mange billeder på så kort tid i Abildå.
Når man er på et historisk sted, kan man som fotograf godt tænke ekstra over, hvordan man fortæller den spændende historie i billederne. Skal man gå helt tæt på motivet og vise bekymringer, anstrengelser eller glæde, eller skal man inkludere mere af omgivelserne, så betragteren kan se, hvor billeder er lavet og i hvilken sammenhæng? Det er naturligvis helt op til fotografen, og vi fik fortalt mange forskellige historier på denne klubaften.
Efter vi havde overværet processen med at grave og transportere brunkul, fortalte kæltringekonen anekdoter fra livet i brunkulslejet, og det var ikke småting, de har bedrevet. En af de mere spektakulære var et væddemål om hvorvidt en mand kunne køre en trillebør fyldt med brunkul fra Abildå til Holstebro, en strækning på over 20 km. Manden gennemførte og kunne inkassere en klækkelig sum penge plus lasten af brunkul, som han passende solgte til byboerne i Holstebro ved samme lejlighed. Et andet væddemål gik på, om en mand ville cykle hjem fra arbejdet i brunkulslejet helt nøgen til gengæld for et beløb svarende til over to måneders løn. Han gjorde det, men stoppede lige før hjemmet for at iføre sig tøjet igen.
Efter anekdoterne at dømme har det været et hårdt liv, men ikke kedeligt.
Om kæltringe skriver denstoredanske.lex.dk:
“Kæltringer er grupper af omvandrende folk, ofte udstødte af samfundet, navnlig kendt fra tidligere tyndtbefolkede egne af det nordlige og vestlige Jylland indtil slutningen af 1800-tallet. Selv kaldte de sig skøjere eller rejsende, og de er blandt andet beskrevet i noveller af digteren Steen Steensen Blicher, deriblandt Kjeltringliv (1829).”
Da anekdoterne var fortalt og vi havde grublet over livet i et brunkulsleje gik programmet videre til vores medbragte mad. Igen i år havde Ane Marie sørget for en lækker menu, og som altid blev der snakket og hygget til ud på aftenen.
Brunkulslejet i Abildå
Hvis du har en forestilling om, at det har været hårdt, manuelt arbejde at udvinde brunkul, har du helt ret. Selve opgravningen foregik med skovl i bunden af et dybt hul i jorden, og det forventes at en mand skulle skovle 50 tons kul om dagen for at holde akkorden.
I brunkulslejet i Abildå har der arbejdet op mod 400 mand, hvilket gør lejet noget mindre end Søby Brunkulsleje, hvor op mod 2000 mand arbejde.
Arbejdet var hårdt, men til gengæld kunne en stærk mand tjene 2-3 gange så meget, som hvis han havde arbejdet i håndværk eller landbrug. Nogle arbejdede i brunkullene i nogle få år, og kunne derefter tage hjem og købe en gård.
I Danmark er der blevet gravet brunkul i prioden 1914 – 1970, men i Abildå stoppede man med at grave i 1962, da det ikke længere var rentabelt. Den største udvinding skete under 2. Verdenskrig, hvor det ikke var muligt at importere kul eller olie til landet.
Historien om brunkul
Vi skal 15 millioner tilbage i tiden for at finde starten på historien om brunkul. Dengang var Danmark dækket af skove og store floder, og det er blandt andet plantedele fra disse skove, som i et iltfattigt miljø og under tryk fra jordlag aflejret ovenpå døde plantedele er omdannet til brunkul. Brunkullene i Abildå ligger i ca 4-10 m dybde.
Brændværdien af brunkul er højere end tørv, men lavere end stenkul. Betydende for brændværdien, og også afregningen for de udvundne brunkul, var fugtindholdet. Jo lavere fugtindhold jo højere pris, men da brunkul blev afregnet pr kg, kunne man opleve forsøg på at sælge “vådt” brunkul.
Oplev det levendegjorte brunkulsmuseum
Hvis du har fået lyst til at se hvordan arbejdet var i et brunkulsleje, har du muligheden hver den første lørdag i sommerhalvåret, hvor brunkulslejet bliver levendegjort.
Lær mere om Abildå Brunkulsleje her.
