Fotoklubben benyttede Kibæk Messe 2018 til at øge kendskabet til klubben, og et af trækplastrene var at tilbyde gratis portrætbilleder til alle interesserede.
Vi rykkede ind på messen med et fuldt fotostudie med lys, baggrund og rekvisitter. Læg dertil en reklamestander, adskillige antikke og moderne kameraer og recepten var skrevet til at indvitere alle interesserede på en god snak om foto og samtidig lave et flot portrætbillede af alle, der ønskede det. Og det var der mange, som gjorde. Mødre med babyer, yngre og ældre ægtepar, veninder og enkeltpersoner – Efter udtrykkene at dømme var det en klar success. Billederne blev efterfølgende e-mailet til de portræterede.
Ud over portrætbillederne blev det til mange snakke med gæster, der var interesserede i at høre om foto og om klubben. Vi håber naturligvis at se nogle af de interesserede til kommende klubaftener, for der findes ikke et bedre sted at udvikle sig fotografisk end i en fotoklub.
Vi takker Ugeposten for at indvitere Kibæk Fotoklub til at dele stand, og i det hele taget at gøre vores engagement muligt.
Vi deltager gerne en anden gang!