På jagt efter kulturen

Elia af Inga Nielsen

 

En klubaften i september gik Kibæk Fotoklub på jagt efter kulturen. Helt præcist var aftenens primære aktiviteter henlagt til Herning, hvor vi prøvede at finde de gode vinkler og bedste lukkertider inden for kulturen. Til det formål havde vi valgt området omkring Elia, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum samt Skulpturparken.

Pernille og Keld af Martin Seest

Som altid ved udenbys arrangementer var der fælleskørsel fra Alhuset, hvorefter vi mødtes ved Elia. Elia blev udforsket fra alle sider alt imens solen gik ned og vi fik de flotteste, dramatiske skyer, som passede perfekt til Elias noget rå og industrielle udtryk.

Da vi befandt os lige i hjertet af kulturen, var det naturligvis oplagt også at kigge nærmere på området ved Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum samt Skulpturparken, som begge ligger ganske tæt på Elia.

Der var god tid til at fordybe sig i det kreative og det tekniske inden for fotofaget, og fotograferne cirkulerede stille rundt mellem kunstværkerne og hinanden.

Aftenen blev afsluttet på bedste vis med kaffe og æblekage i Alhuset samtidig med gennemsyn af billeder fra månedens emne: Tørke.

 

Kort om Elia og Skulpturparken

 

Elia af Jørgen D. Vestergaard

Elia er en af Hernings meget store skulpturer, der med sine 60m i diameter og 32m i højden (11m til toppen af kuplen plus 21m høje stålsøjler) er let at få øje på. Ud over størrelsen er skulpturen bemærkelsesværdig ved, at den på tilfældige tidspunkter spyer en 8m høj ildsøjle op mod himlen. Ikke mange har set ildsøjlen, men på Elias egen hjemmeside er der en liste med tidspunkterne hvor der har været ild.

 

Skulpturen, som er tegnet af Ingvar Cronhammar, blev  afsløret den 27. september 2001 af folketingets formand Ivar Hansen.

 

Du finder Elia her: Birk Centerpark 15, 7400 Herning.

 

Skulpturparken af Inga Nielsen

Skulpturparken fra 1965 er en cirkelrund park med 36 skulpturer placeret runt langs kanten. Parken, som har en diameter på ca. 125m er anlagt af fabrikant Aage Damgard fra Herning og tegnet af landskabsarkitekt C. Th. Sørensen. Skulpturerne i parken er lavet af mange forskellige danske og internationale kunstnere. De danske kunstnere inkluderer navne som Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen og Sven Dalsgaard.

 

Du finder Skulpturparken her: Birk Centerpark 5, 7400 Herning (parkering ved Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum/VIA University College/TEKO)

Der er fri entre til begge seværdigheder.

 

Del artiklen