Af Martin Seest m.fl.
Show, fart, motorcykelakrobatik og drøn, jo der var det hele – lige noget for “drengerøve”.
Ja, vi var fire raske svende der drog til Grindsted fredag d. 30 august for at skyde nogle billeder fra FMX.
Grindsted var klar til stunts
Scenen var gågaden, op til det lille torv, og da Børge og jeg ankom mødte vi Kim og Peder. Peder, der jo nok kendte alle i Grindsted, havde fået lov til at indtage nogle vinduer på 1 sal på torvet. Peter kunne fortælle at han kunne skaffe endnu en plads så højt oppe, flink fyr.
Børge og jeg blev i jordhøjde, og udforskede de forskellige muligheder for actionshots. Børge fik lov til at stå lidt indenfor indhegningen, lige hvor de gav gas, og var således fri for, at få publikum foran. Jeg gik lidt rundt og fandt forskellige vinkler, og det var ikke let. Der var jo mange der gerne – ligesom jeg – ville have et godt udsyn. Fra hvor jeg stod, kom gågadeudsmykningen hele tiden ind i billederne, idet der var hængt cykelhjul og bannere op over gaden, der selvfølgelig kom med på billederne, når de var i luften. Men det var en fantastisk opvisning af halsbrækkende numre af de tre ryttere, og de fik som fortjent meget applaus. Ja, der var flere tilskuere der holdt sig for øjnene når der blev lavet saltomortaler i luften!
Der var godt nok 3 shows samme fredag med et par timer imellem, men Børge og jeg takkede af efter 1 show.
En helt igennem spændende og fotografisk udfordrende eftermiddag. Det skulle bestemt ikke undre mig, at de mange optagesteder, kan resultere i nogle rigtig gode actionskud.
Tak til Alex Porsing og de to andre kørere for tips, venlighed og gode stunts.
Kørerne og udstyret
Dagens tre kørere var danske Kevin Rahbek, Alex Porsing samt den spanske verdenskører Marc Pinyol Guardia.
Banen til FMX showet fylder 70 m i længden og 6 m i bredden. Inde på dette område står afslutningsrampen som er 2,5 m høj og landingen som er 4 m højt.
Det kræver ca. 8 mand til at stille alt op med sikkerhedshegn, lyd og det hele.
Hvad er FMX
FMX er en af verdens farligste ekstrem-sportsgrene. Den stammer fra Vestkysten i USA og kom til Europa i starten af 00-erne. Sporten går ud på at udføre vanvittige stunts på motorcykel, mens kørerne springer 22m langt og 15m højt. Stuntsene er blandt andet baglæns saltoer og tricks hvor køreren slipper maskinen helt eller delvist på mange forskellige måder.
Alex Porsing er en del af FMX Danmark, som laver shows i absolut verdensklasse. Læs mere om FMX Danmark og Alex Porsing her.