Naturen01 Rød Skovmyre

Rød skovmyre

(Formica rufa)

Nu skal vi til naturens svar på en storby, for myrer er sociale insekter, hvilket vil sige, at de lever sammen i kæmpestore kolonier. I modsætning til en storby er alle myrerne i familie med hinanden, og de er superstjerner til at samarbejde og få samfundet til at fungere helt perfekt. En på alle måder ekstremt loyal og velfungerende storby. Rød skovmyre laver myretuer, og det tænker man måske, at alle myrer gør, men mange arter har kun deres koloni under jorden. Men rød skovmyre kan lave gigantisk e myretuer over jorden, som kan være over en meter høje og flere meter brede. Tuerne består af nåle fra nåletræer, små grene og sten, og det er dem, man ofte ser, når man går en tur i skoven.

Inde i myretuen kan der være flere hundretusinder myrer, og de er alle sammen efterkommere af den dronning, der startede kolonien. Men en koloni kan sagtens bestå af rigtig mange dronninger, det vender vi tilbage til. Dronningen bor dybt nede i myretuen, og hendes eneste opgave er at lægge ær, som enten bliver til arbejdere (hunner), hanner eller nye dronninger. Først sørger hun for at lægge en masse æg, som bliver til sterile hunner, de kan altså ikke parre sig, og det er dem, som står for alt det hårde arbejde i kolonien – de henter mad, forsvarer tuen mod indtrængere, bygger tuen op, fodrer dronningen og sørger for at passe på æg, larver og pupper. Det kan lyde lidt fjollet at skulle tage sag af dronningen og hendes afkom, når du de bare skal knokle. Men hos myrer er det lidt specielt med generne. For normalt er søskende 25% beslægtede, men hos myrer er de faktisk 75% beslægtede.

De deler derfor en stor portion gener med de æg, dronningen senere lægger, og derfor kan det betale sig for dem at hjælpe med alt det hårde arbejde. For om sommeren klækker der dronninger og hanner, som så skal føre koloniens gener videre ud i den store verden, og dem er arbejderne meget nært beslægtede med. De nye dronninger forlader myretuen og tager på en lille bryllupsrejse for at finde hanner fra andre kolonier. Hannerne tager på en tilsvarende rejse for at finde dronninger fra andre kolonier.

De nye dronninger og hanner har vinger, så de flyver ud og mødes med artsfæller oppe i luften for så at parre sig på jorden igen. De bider vingerne af, når alt det sjove er overstået, og de ikke længere skal bruge dem. Hannerne er lavet af ubefrugtede æg. På den måde er dronningen fra kolonien sikker på at få spredt sine og dermed også resten af koloniens gener, når hannerne møder en dejlig dronning fra en helt anden koloni. De nye dronninger finder ligeledes skønne hanner på bryllupsfærden, og når de er blevet parret, starter en dronning enten sin egen koloni eller vender tilbage til den gamle, hvor den straks bliver budt indenfor i varmen igen. Det skader nemlig på ingen måde kolonien, at nye dronninger kommer tilbage og holder gang i storbyens liv, slet ikke når de også har fået lidt friske gener fra en anden koloni med tilbage. Derfor kan der ende med at være rigtig mange dronninger i en og samme koloni, og hvis den er rigtig stor, kan den tilmed være spredt ud over flere tuer, men stadig forbunden som en stor superkoloni. Lidt ligesom når en by har forstæder.

Nogle gange kan man være heldig at se myrerne slæbe rundt på æg, som oftest slet ikke er æg. Ganske vist starter det med æg, som så bliver til larver og til sidst til pupper, som ligger i beskyttede kokoner. Pupperne er lige så store som myrerne selv, så hvis man ser en myre med en lille, aflang, hvid sag på dens egen størrelse, er der snart ved at klække nye myrer. Grunden til, at de rykker rundt på pupperne, er, fordi de har brug for at ligge varmt og godt for at klække, og det kan nogle gange kræve lidt omrokering. Der er generelt brug for varme nede i myretuen, og også det kan arbejderne skaffe. Om vinteren ligger alle koloniens myrer langt nede i jorden og hviler sig i en stor klump, indtil det bliver forår, og solen begynder at varme. Så kan man se tusinder af myrer oppe på tuen, der suger solens varme til sig for så at bringe varmen ned i myretuen til dronningerne, så der kan komme gang i ægproduktionen. Ret genialt. Ikke nok med, at myrer kan transportere varme, de kan også udsende kemiske signaler, så de kan kende de andre medlemmer af kolonien. Rød skovmyre er ekstremt aggressiv over for alle, der ikke hører til kolonien, både andre myrearter og andre dyr. De forsvarer aggressivt samfundet med bid og myresyre, som de sprøjter ud af bagdelen, og de er ligeglade med, hvor stor modstanderen er. Og her viser fællesskabet sig, for hvis en myre går til angreb, gør alle de nærmeste arbejdere det også. For sammen er de stærke. Fællesskabet viser sig også tydeligt, når man ser nyrestier fyldt med røde skovmyrer. Her følger alle myrerne en tilsyneladende usynlig sti ud i området for at samle byggemateriale til tuen og mad til kolonien. I virkeligheden er der også nogle kemiske signaler indblandet, når myrerne er så gode til at gå på række og ikke støde ind i hinanden. De udlægger nemlig feromoner, når de har fundet noget godt og så følger alle de andre efter. Drønsmart. Og der er ingen tvivl om, hvorfor det er meget positivt at være myreflittig, for myrer er i den grad konstant flittige og arbejdsomme.

Rød skovmyre lever hovedsageligt af honningdug, saft fra træer og andre insekter eller spindlere. De deler al maden i samfundet, og hvis en myre er sulten, så dasker den pænt til en af de andre, med sine antenner, som straks brækker noget mad op til den. Igen – fællesskabet fejler ingenting hos rød skovmyre.

Udseende og levested

Rød skovmyre er en af vores største myrer og måler fra en halv til en hel centimeter. Dronninger og hanner er klart de største. Dens forkrop er rød, bagkroppen mørk, og hovedet er også mørkt ovenpå. Den har lange ben og lange antenner, som har et fint knæk på midten. Normalt er det jo sådan, at en art har et latins navn. Formica rufa er rød skovmyre, men lige med denne art taler man om Formica rufa-gruppen, da der ud over rød skovmyre er fire meget nære slægtninge, som ligner rød skovmyre helt utrolig meget, og det kræver nærmest en doktorgrad og metertykke specialbøger at kunne skelne dem fra hinanden, Så hvis man ser en rød skovmyre, er det altså helt okay, hvis man ikke er helt sikker på, om det er rød skovmyre eller en af gruppens andre medlemmer. Ikke desto mindre er det et godt kendetegn for hele gruppen, når man ser dem ved deres store myretuer af nåle og smågrene. De ligger tit i skovkanter, hvor solen kan ramme dem på den ene side.

Selve tuen er bare toppen af isbjerget, for kolonien kan gå et stykke ned i jorden, og den er ofte bygget op omkring en gammel træstub. Hvis myretuen bliver overskygget på et tidspunkt, så flytter hele kolonien og bygger en ny tue et bedre sted. Rød skovmyre kommer frem på de første varme dage, hvilket oftest er i marts måned. Hen på efteråret, når det igen bliver koldt, søger alle myrerne dybt ned i myretuen for at overvintre, så de sidst røde skovmyrer ser man typisk i september og oktober.