Fotograf: Carsten Nielsen
Spurvehøg
(Accipiter nisus)
Spurvehøgen er en lille rovfugl. Hunnen kan blive op til 38 cm lang og veje op til 340 gram. Hannen er noget mindre.
Oversiden er grå eller brunlig og brystet har grå eller brunlige tværstriber. Desuden har den lange, tynde, gule ben.
Du finder spurvehøg over hele landet hvor dens primære levested er i skoven, men den holder til alle steder, hvor der er godt med småfugle – også i byer og haver. Den lever nemlig udelukkende af småfugle. Hunnen kan tage bytte op til duestørrelse, mens hannen må nøjes med den noget mindre solsort som største bytte.
Hunnen lægger 4-5 æg som udruges i løbet af ca 34 dage. Ungerne forlader reden efter ca 25-30 dage.
De fleste danske spurvehøge er standfugle, så du kan møde den året rundt.
Spurvehøgen kan forveksles med duehøgen, som dog er noget større og har relativt kraftige ben.
Spurvehøgen er fredet.